PRESSEMEDDELELSE

melsen tech køber konkurrenten Setiket

Pr. 1. september 2021 bliver Setiket A/S, Esbjerg, en del af Melsen Tech A/S, Aalborg, som overtager virksomheden 100 %. Købet sker som et strategisk skridt på rejsen i at styrke virksomhedernes position på det danske og nordeuropæiske marked og ikke mindst for at kunne tilbyde en komplet kompetencepalette inden for frontfolier, elektromekanik og box building.

Melsen Tech A/S i Aalborg har netop underskrevet papirerne omkring overtagelsen af aktierne i Setiket A/S i Esbjerg. De to virksomheder har indtil nu været konkurrenter, men fra i dag bliver de ét hus med 82 medarbejdere og 12.000 m2 produktionsareal, fordelt på to lokationer.

- Med købet af Setiket cementerer vi vores position i markedet. Som dansk producent og teknologihus har vi alle kompetencer in-house til at gøre vores kunders idéer til virkelighed. Ved at slå os sammen står vi stærkere til at kunne tilbyde mere færdige løsninger fra én leverandør, siger Marcus Holm adm. direktør i Melsen Tech og nu også Setiket.

Begge selskaber har over 50 års erfaring inden for interface-løsninger, elektromekanik, frontfolier og serigrafi. Mens Melsen Tech i stigende grad tager markedsandele inden for elektromekanik, box building og færdige løsninger, har Setiket en enestående position inden for printet elektronik, frontfolier og labels. Som én af de meget få danske producenter leverer Setiket UL-certificeret mærkning, som er en afgørende faktor for bl.a. at kunne levere til det amerikanske marked.

Naturligt næste skridt i samarbejdet

Det er en familiedrevet virksomhed, som de to brødre, Torben og Karsten Jørgensen, nu afhænder. Gennem de sidste par år har Setiket og Melsen Tech haft et uformelt samarbejde med en del fælles projekter og materialekøb. Begge parter er enige i, at dette skridt derfor er et naturligt led i processen, ikke mindst nu hvor Setiket står over for et generationsskifte.

- Selvom vi på papiret er konkurrenter, har vi altid haft et godt forhold til Melsen Tech, også for 30 år siden. Vi har lært hinanden at kende som gode partnere, og derfor er salget af virksomheden vokset naturligt frem over de seneste år. Processen har været god og rolig, og jeg er helt tryg ved at række nøglerne til Melsen Tech, siger Torben Jørgensen, tidligere partner og direktør i Setiket.

Han fortsætter i rollen som teknisk direktør i Setiket, ligesom de øvrige medarbejdere også fortsætter som hidtil.

Supplerer hinanden

Også hos Melsen Tech er smilet i dag ekstra stort:

- Inden for branchen er begge selskaber kendt for erfaring, kvalitet og langvarige kunderelationer. På alle måder supplerer vi hinanden eminent godt. Denne sammenlægning er en gevinst for alle parter, slutter Marcus Holm.

Begge virksomheder fortsætter som to separate selskaber med Marcus Holm som adm. direktør og en ledelsesgruppe i hver af de to selskaber. Der vil ikke være ændringer i firmanavnene.

Om Setiket A/S

Setiket A/S er en serigrafisk virksomhed i Esbjerg, som designer, producerer og leverer folietastaturer, frontfolier, labels samt fleksible isolations- og varmefolier til en række industrier. Gennem mere end 50 år har Setiket systematiseret trykketeknikken og kombineret denne med højteknologiske 3D-, CAD/CAM- og lasersystemer. 

Som én af de meget få producenter i Danmark leverer Setiket UL-certificeret mærkning, hvilket er et krav for mange komponenter til bl.a. det amerikanske marked.

Setiket blev grundlagt i Esbjerg i 1968 og har i dag stadig 100 % dansk produktion. Den familiedrevede virksomhed blev i 2021 solgt til Melsen Tech i Aalborg. Til sammen har de to selskaber 82 medarbejdere og 12.000 m2 moderne design- og produktionsfaciliteter, fordelt på to lokationer.

Læs mere på Setikets hjemmeside, LinkedIn og Facebook