melsen tech træder ind i ejerkreds hos ingeniørfirma


Kombinationen af rådgivende ingeniører med flair for design og en innovativ teknologi- og produktionsvirksomhed, der er skarp på PTA og produktion er opskriften på optimal produktudvikling. Derfor træder Melsen Tech A/S nu ind i et tæt, strategisk samarbejde med ingeniørvirksomheden, Podovo, og bliver en del af Podovos ejerkreds med en ejerandel på 25 procent.

- Kongstanken bag Melsen Tech er at gøre idéer til virkelighed. Sammen med Podovo kommer vi et skridt dybere ind i den kreative proces – helt ind på drømmeniveau, hvor papiret er blankt, og produktet reelt ikke eksisterer endnu. Det er lige netop her, i den helt spæde start, at produktets fulde potentiale skal udtænkes og skabes gennem kompetent rådgivning på samtlige aspekter i udviklingsprocessen. Dét går vi nu ud og tilbyder vores kunder sammen med Podovo, siger Marcus Holm, adm. direktør i Melsen Tech A/S.

Bag Podovo står stifter og civilingeniør i Industrielt Design Nicklas Lassen. Podovo har gennem de seneste år sat sig tungt på en niche, hvor de er stærke på både produktudvikling og design. Slutresultatet er et lækkert produkt, som reelt også kan produceres.

Sammen med Melsen Tech A/S vil Podovos fokus især ligge på udvikling af elektromekaniske løsninger.

- Når en kunde kommer og spørger os, om deres idé kan lade sig gøre, så siger vi altid ja. For dét kan den, når vi allierer os med visionære partnere, som også tænker kreativt i løsningsprocessen. Melsen Tech er branchens bedste på færdige løsninger med integration, og vi har allerede skabt nogle virkelig fede løsninger sammen. Derfor var det ikke en svær beslutning, da jeg fik tilbuddet om et endnu tættere samarbejde, hvor vi kan løfte kundens produkter til et nyt niveau, siger Nicklas Lassen.

I løbet af de kommende uger flytter Podovo ind på Melsen Techs faciliteter i Aalborg SV.