CORONA: Hos teknologihuset Melsen Tech i Aalborg, som ellers er kendt for folier og printet elektronik, er en ny gren på virksomheden, MelsenCare, vokset frem under coronakrisen. Her produceres værnemidler, og ansigtsvisiret MelsenCare Face Shield er netop blevet CE-mærket og godkendt af Sikkerhedsstyrelsen til brug af sundhedspersonel.
PRESSEMEDDELELSE: MelsenCare er Melsen Techs nye produktionslinje af værnemidler. Det første produkt, MelsenCare Face Shield, er et visir til beskyttelse af ansigtet i patient- og kundesituationer, hvor der er tæt kontakt, fx hos tandlæger, frisører, hjemmeplejen, detail og sundhedssektoren generelt. Det unikke ved visiret er dets patenterede skumbånd, som er one-size, så det passer til alle hovedstørrelser, og behageligt at have på over længere tid.
Det nye ansigtsvisir er netop blevet CE-mærket og godkendt af Sikkerhedsstyrelsen til brug af sundhedspersonel, hvilket er vigtigt netop nu, hvor der er stort fokus på værnemidlers svingende kvalitet og manglende myndighedsgodkendelser.
- I krisetider skal man være omstillingsparat, og vores produktionsapparat passer perfekt ind i den nuværende efterspørgsel på værnemidler. Vores nye Face Shield er 100 procent dansk design og produktion og er et produkt, som vi helt konkret kan gå ud og gøre en forskel i verden med i denne svære tid, siger Marcus Holm, adm. direktør i Melsen Tech.
Melsen Tech oplever lige nu stor efterspørgsel fra især tandlæger, som bruger visiret over lampen på lupbriller, samt frisører, der pt. arbejder på højtryk for at få klippet danskernes lokker i bund igen. Samtidig donerer Melsen Tech og samarbejdspartnere også en del visirer til udlandet, bl.a. til katastrofeområder i Italien i samarbejde med nødhjælpsorganisationen Samaritan’s Purse.
Visiret sælges i større erhvervsordrer via Melsen Techs egen salgskanal og til mindre erhvervsdrivende og private gennem bl.a. webshoppen Wattoo og tandlægegrossisterne Nordenta og Plandent.
Melsen Tech kan producere op mod 32.000 ansigtsvisirer om dagen.
Melsen Techs øvrige produktion fortsætter som vanligt og har ikke været påvirket af coronakrisen.